Route 1

simon: *hører lyden* god idé! *løber ud af grotte-gangen* hvad nu??

eva: bree! *løber mod en ny grotte-gang*

simon: godt set eva! *kigger på joey* skal vi??

Joey: Farvel køre grotte...Det var hyggeligt *spæner ud af grotten*

Blade: Grov *ville gerne kæmpe mod den anden Pokemon dernede*

Joey: Men skal vi gå ind på route 2 nu???

simon: ingen grotte?? *kigger surt på joey* jamen okay... *kravler op af grotten*

eva: umbreon! *hopper op af hullet*

leaf: treecko! *hopper op af hullet*

simon: lad os gå^^

((OUT- route 1/IN: route 2))

Joey: Jep ingen grotte ikke mere slut prut finale *venter på Simon*

Blade: Grov *Går mod Route 2*

Dark: Be *skyder en dark pulse op i luften og går videre*

Joey: Vent *løber mod route 2*

OUT-Route 2

* Daniel, og Absol ankommer til Route 1 igen. Daniel sætter sig udmattet ned bag et træ, og begynder at SMSer med andre Team Plasma medlemmer, Absol sætter sig imens ned på jorden, og begynder at sove.. *

Kevin gik hen ad Route 1. Der var ganske stille på Routen... Kevin var ganske stolt over den træning, hans Monferno havde gennemgået... han skulle nok være en god sparringspartner for Riolu.
Kevin stoppede op. Der var måske lidt for stille...
"ROW!", hørtes det fra oven. Kevin så op og fik øje på en stor rovfugl: en Fearow! Den dykkede mod ham med en Drill Peck. Han sprang til siden og undgik den med nød og næppe.
"Riolu! Sky Uppercut!", råbte han idet han sendte sin Riolu ud. Fearow stormede af sted med en Drill Peck, men den fløj til siden og stormede mod Kevin. Han kunne ikke nå at undvige! Pludselig sprang Riolu ind foran ham i et forsøg på at tage slaget for ham!
"Mien....FOOO!", hørtes det og i løbet af få sekunder lå Fearow halvt bevidstløs på jorden. En lille pokémon havde sparket den væk med en High Jump Kick. Det var vist en Mienfoo...
"Af sted, Net Ball!", hørtes en pigestemme og en underlig Pokéball fangede Fearow, "er du okay?"
Kevin vendte sig om. Det var en pige nogenlunde på hans egen alder...
"Det kommer ikke dig ved!" sagde han og tog sin hat på, "Det var underligt... Der er ikke mange Fearow her i området og den angreb mig specifikt. Den lader til at være trænet, men du kunne dog fange den i din ball..."
"Jamen det var da så lidt!", sagde pigen i et sarkastisk tonefald og gik hen for at samle sin ball op.
"Ri!", udbrød Riolu og pegede på noget i græsset. Kevin gik hen for at samle det op, men pigens Mienfoo var for hurtig og fik den først. Den rakte den til pigen.
"Mange tak, Shao.", sagde pigen, "hvad i al verden er det her?"
"Giv mig den tingest!", sagde Kevin og snuppede den ud af hånden på hende. Det var et slags bånd med en radio-ting på. Den var sikkert sat fast på Fearow...
Kevin stoppede den i lommen og gik hen mod Route 2
"Hey, vent! Jeg skal også mod Route 2!", råbte pigen.

//OUT - Route 2//

Efter nogle timer lagde Daniel mobilen fra sig, og besluttede sig at tage videre hen imod Route 2. Langsomt rejste han sig op, og gik hen imod Absol, og sagde "Hey Absol" Absol åbnede langsomt øjnene, og efter lidt tid rejste den sig op.. "Absool.." Lød det fra den halvsovende Absol, som allerede var på vej hen imod Route 2 uden rigtigt at vide det. Daniel: He, det er godt du ved hvor vi skal hen.. "Går efter Absol"

// OUT - ROUTE 2

Rex lagde mærke til en hel del forskellige Pokémon som han aldrig ville have set derhjemme. Han indsatte dem i sin PokéDex og satte i rask løb mod rutens ende og trådte ind i en by.

//OUT - IN Cliffall City\\

Dwayne ankommer til routen sammen med sine to pokemoner Cyndaquil og Axew.

Dwayne: Sikke et flot sted *kigger rundt* Her kan vi sikkert godt få fanget os en ven mere var ? *smiler til Qyndaquil og Axew* Når lad os se at komme videre

Da Dwayne og hans to pokemoner har gået et godt stykke for Dwayne øje på noget ind i grasset *hey hvad er det løber over mod grasset og i det samme øjeblik hopper en Lillipup frem* hey en Lillipup, sådan en SKAL jeg bare havde *kigger på Qyndaquil* Afsted Blaze!
Qyndaquil: Quil! *stiller sig klar til kamp*
Dwayne: Godt så, brug Quick attack til at skade Lillipup ned!
Qyndaquil: Quil! *bruger Quick Attack på Lillipup*
Lillipup: Puup *bliver hårdt såret*
Dwayne: Godt så, afsted pokeball! *kaster en pokeball*

Den ryster en gang.

Dwayne: kom nu! Den skal bare være der!

Den ryster en til gang.

Dwayne: Arrhh hvor er det spændende *kigger instinktivt på pokeballen*

Den ryster nu for tredje gang.

Dwayne: Kom nuuu! Bare en gang mere!

Kling!

Dwayne: Så har vi fanget vores første pokemon! *smiler, og går over og samler Pokeballen op* Dog skal vi ikke bruge den til noget, så vi bliver nødt til at slippe ham fri! *tager Lillippups Ball, og slipper den fri* Afsted! Løb ud og mor dig! *smiler til Lillipup, som fare afsted, i retning addend venner* Når lad os gå videre til næste by

Out of Route 1

*artemis kommer med sine pokemoner*

chip: poliwhirl!

artemis: vil i gerne træne?

blue: squrtle!*smiler til artemis*

artemis: okay kan i se den starly derover?

blue: qurt!*nikker*

artemis: godt blue angrib den med blizzard!

blue: sqqquurttleee*bruger blizzard*

starly: starlyyy*er skadet og bruger bravebird*

artemis: undvig blue!

blue: squrtle*undviger og ruger rapid spin*

starly: sttarlly*falder til jorden*

artemis: go pokeball! *kaster pokeball*

pokeball: wig..wig..wing!

artemis: jubbi jeg har fanget en starly!

Isabella var nået til route 1 Isabella kom ikke særlig langt for hun stødte ind på en rattata.
Isabella: Cyndaquil jeg vælger dig!
Isabella. hmm Cynda brug tackle!
Rattata brugte quick attack imod cynda.
Isabella: Tackle igen!
Cyndaquil brugte tackle igen og rattata tabte
Isabella: Yay vi vandt tak Cynda.
Cyndaquil: Cynda!!

igen gik Isabella efter at møde en ny pokemon hun kan kæmpe imod. En lille vandrings tur og hun mødte en pidgey.
Isabella: en pidgey?... OKAY! Cynda brug growl og så tackle cyndaquil gjorde hvad hun sagde og pidgey nået ikke og angribe. Pidgey var snart færdig men Isabella kastede en pokeball det hjalp ikke første gang men anden gang fik hun den
Isabella: en pidgey!!
hun tog pidgey ud for at hilse på den.

Andet: Cyndaquil fik et level op pg nu er i level 6.

Isabella:Pidgey brug quick attack imod rattata og der efter tackle
Pidgey: Pid pidgey!
Rattata brugte crowl imod pidgey.
Isabella: Godt og afslut så kampen med quick attack igen!
pidgey brugte quick attack igen og der med har rattata tabt.
Isabella: Return du har klaret det godt pidgey.
Isabella: ud cyndaquil vi klare os godt end til videre..
cyndaquil: Cyyndaaa
Isabella hov endu en pidgey.. nå er du klar Cynda?
Cyndaquil: Cynda cyndaquil!!
Isabella: okay cynda brug growl!
Pidgey brugte quick attack.
Isabella: brug så tackle! og tackle igen!
Pidgey brugte også tackle.
Cynda og pidgey er snart færdige så det er nu en af dem falder..
Isabella: hold ud og brug tackle en sidste gang og det endte med at cyndaquil vandt.
Isabella: tag dig et langt hvil jeg skal nok finde et pokemon center.
Og der efter går isabella videre..

Alejandro: *Kommer gående*. Hmm, jeg har hørt at man kan fange nogle bug pokémons her! *Kigger ned på Anorith*. Det vil sige at vi skal fange dem!
Anorith: Ano! *Nikker forstående*.
Alejandro: *Opdager en Wurmple*. Hmm, man skal jo starte i de små. Anorith brug:
1. Brick Break
2. Crush Claw!
Wurmle: *Når ikke at opdage noget før den fainter*.
Alejandro: Pokéball afsted! *Kaster en pokéball*. Ding, ding, ding, DING! Yes jeg har fanget en Wurmple! xD. Skal vi ikke bare sige det var det!? Skal vi videre, Anorith??
Anorith: *Nikker*.
Alejandro: Det tænkte jeg nok. *Smiler*.

((Out route 1))

David var ikke kommet langt ned ad Route 1, før han allerede begyndte at føle sig træt i sine små ben og udmattet i sit hoved. Han var vant til at løbe og slås til hverdag, men dette var ganske anderledes for ham – det tog hårdt på ham at have alle de vrede følelser tumlende rundt inden i.
Men han mente nu nok, at han var kommet langt nok væk foreløbig – det var et stort fremskridt overhovedet at forlade Twigwood Town, og han vidste, at hans forældre ikke ville begynde at lede efter ham allerede nu. Sådan var de nemlig. Han havde prøvet at stikke af masser af gange, hvor hans mor og far stille og roligt havde ladet ham komme tilbage af sig selv, uden at gøre nogen indsats for at få ham med hjem.
Men det ville ikke ske denne gang. David ville ikke komme hjem.
Det var han fast besluttet på. Og som det stædige skarn han var, skulle han nok holde dette løfte overfor sig selv.
Han satte sig ned i det høje græs med ryggen hvilende op ad en ru træstamme, og trak højlydt efter luft, for at få pusten efter den hårde løbetur.
Koffing lod sig svæve ned ved David’s side, mens den fortalte drengen, hvor modig den synes han var, sådan at stikke af. Og hvor glad den var for at han havde taget den med sig. David opfattede selvfølgelig kun Koffing’s rosende ord som et par ’koff koff’, da han desværre ikke kunne forstå dens sprog.
”Vi klarede det”, fik David endelig stammet frem, da han var ved at have vejret igen, ”nu må vi bare finde ud af, hvad vi så skal gøre…” Trods David stadig var vred og såret indeni, gjorde Koffing’s selskab og mærkværdige, men dog betryggende hæse lyde ham i bedre humør, og han fortrød ikke et eneste øjeblik, at han havde løbet sin vej sammen med den.

Alejandro: *Ankommer til Route 1 med Ralts*. Tak Ralts!
Ralts: Ralts! *Nikker til Alejandro*.
Alejandro: *Ser der sidder en ung herre henne ved et træ*. Hmm, hvad mon der er sket der?!
Ralts: Ralts ralts.
Alejandro: Vi kunne jo spørge. *Går hen til den unge herre (Spearow)*. Hvad er der galt??

David så pludselig en voksen mand stående over sig, med et bekymret blik rettet imod sig, hvorefter gamlingen slyngede et ’hvad er der galt’, lige i ansigtet på David.
David rullede med øjnene af manden; han havde ikke regnet med at skulle støde ind i forhindringer allerede nu.
Den lille dreng rejste sig op og så spydigt på den høje mand, som sikkert ville have set fantastisk ud i hvilken som helst voksen kvindes øjne, men som i Davids kun mindede ham om hans strenge forældre. David var af den opfattelse, at alle voksne er ens: Det eneste de ønsker, er at bestemme og kommandere!
Davids modvilje og afsky overfor denne fremmede skinnede tydeligt igennem, da han vrængede ”hvad rager det dig!”, hvorefter han skubbede sig forbi manden. ”Kom, Koffing, vi er skredet!”
David begyndte at gå med raske skridt væk fra den fremmede herre, mens han inderligt håbede, at førnævnte ikke havde intentioner om at følge efter ham.
David var overbevist om, at manden ville bringe ham hjem til Davids mor og far, hvis han fik at vide, hvad der i virkeligheden var galt, hvorfor David sad herude.
Og det var bestemt ikke en del af Davids plan.

Alejandro: Hmm, en stædig ung mand må man sige! *Indhenter David*. Hey hvad er der galt?? Sig det nu. Jeg skal nok holde på det. Stol på mig. Jeg er Gymleder i Springwood City. *Prøver at smile venligt til drengen*.

Drengen stoppede i sine skridt. Hvad er der galt med den mand? Forstår han da ikke et ord?!, tænkte David vredt. Koffing kunne mærke sin ejers irritation, og udstødte et svagt ’koffff’, i et forsøg på at kommunikere med ham, og fortælle at han bare skulle lade manden være i fred og se at komme videre.
Men dette var selvfølgelig ikke Davids plan. Uanset hvem eller hvad denne mand udgav sig for at være, så ændrede det ikke på det faktum, at David ikke ønskede at dele sine problemer med ham. Uanset hvor meget han sagde, at David kunne stole på ham, ville drengen ikke på noget tidspunkt stole på en fremmed voksen som ham. David var sikker på, at ordene ’stol på mig’ bare var et trick som ville lokke ham i en fælde.
Men inderst inde havde David dog en lille, mikroskopisk trang til at åbne sig op overfor denne mand, og fortælle ham hvad der var galt. Det ville gøre tingene meget lettere. Det ville dulme hans vrede.
Men David var en stædig rad, som ikke overgav sig så nemt.
”Jeg fortæller dig ikke noget! Hold dig fra mig!” snerrede han idet han vendte sig om mod manden igen.
Det var ikke gået op for David, at denne mand, denne gymleader, måske ville være i stand til at hjælpe ham videre på sin færd, idet David jo skulle vinde over gymleaders, for at kunne bevæge sig videre.
Så langt tænkte denne dreng ikke – han levede i nuet. Og lige nu ville han gerne slippe for denne plageånd, som troede han kunne komme med sit venlige smil og snage i Davids liv.

Alejandro: (Han bliver svær at overbevise). Hmm, Ralts hvad skal vi gøre?! Drengen er jo forstyrret. Mon han har gjordt noget forkert og i så fald hvad?! (Hvis han har gjordt noget forkert bliver det jo mit job som Gymleder, at finde ud af det og senere rydde op efter det). Hey vent. Hvad siger du til en kamp for sjov? Din Koffing mod min Oshawott?

David målte manden med sine stikkende øjne. Han havde lige udfordret David til sin allerførste pokémonkamp, nogensinde.
David mærkede en sær splittelse inden i sig – på den ene side kunne han mærke stædigheden, og afskyen overfor denne mand, men på den anden side kunne han mærke en voksende, mere intens interesse for den fremmede og hans tilbud om at kæmpe – pokémon mod pokémon.
Som for enhver lille dreng, hvis største ønske var, at blive pokémontræner, kunne fristelsen ikke modstås, på trods af den forhenværende modvilje.
Uden overhovedet at have takket ja til kampen, udbrød drengen pludselig: ”Koffing! Brug tackle mod den Oshawott!”
Koffing havde aldrig været i kamp mod nogen eller noget før, og i et kort øjeblik forstod den ikke, hvad den skulle gøre. Men et glemt instinkt gjorde sig snart ti kende, og Koffing vidste nu udmærket hvad dens ejer ønskede af den.
Koffing lod sig hvirvle med al sin kraft mod modstanderens pokémon, i håb om at opfylde Davids ønske, og ramme Oshawott med sit tackle-angreb.

Alejandro: Oshawott, undvig!
Oshawott: *Springer elegant til side*. Osha!
Alejandro: Brug: Water Gun

Koffing havde bestemt ikke forudset, at Oshawott ville undvige – faktisk havde den slet ikke forudset noget, da dette jo i bund og grund var første gang den prøvede at kæmpe. Derfor tog det den også et splitsekund for meget om at opdage, at modstanderen nu var forsvundet på næsten alt for nem vis, hvilket resulterede i, at Koffing bankede hovedkulds ned i jorden, hvor Oshawott før havde stået.
Koffing kunne høre David råbe noget, men det forekom den som værende langt væk fra, og den fik derfor en overraskelse, da den endelig fik rettet sig med front mod Oshawott igen, bare for at modtage et water gun angreb lige i ansigtet.
Koffings lette krop fór gennem luften som resultat af sammenstødet med vandet.
Koffing kunne mærke, at den ikke kunne være i stand til at kæmpe ret meget længere, ikke når modstanderen var så stærk, i forhold til den selv, som var fuldstændig utrænet.
Men Koffing ville ikke svigte David.
Da den hørte, at den lille dreng råbte med sin bekymrede, men stadig kampberedte stemme, at Koffing skulle prøve at gøre endnu et forsøg med tackle, lod den sig med besvær kaste sig mod modstanderens pokémon, i et halvhjertet forsøg på endnu engang at ramme den.

Alejandro: Godt ramt Oshawott! Brug: Ice Beam!

David nåede knap nok at få et sølle ”undvig!” over sine læber, før han så sin elskede Koffing blive ramt af Oshawotts ice beam. Koffing faldt til jorden, besvimet, ligesom pokémons havde tendens til, når de blev slået af en modstander.
David løb med sine tynde ben, så hurtigt han kunne, hen til sin sårede pokémon, og lagde armene om den, som for at beskytte den, trods han godt vidste, at kampen var ovre.
Han sagde trøstende ord til Koffing, men det så ikke ud som om, pokémonen havde mulighed for at svare ham med sine velkendte ’koff koff’ lyde, som den plejede.
”Se nu hvad du har gjort!” råbte den lille dreng med anklagende stemme til den såkaldte gym leader, hvis pokémon havde vundet kampen, ”nu kommer jeg jo aldrig videre herfra! Hvad hvis Koffing aldrig vågner op igen!”
David vidste ikke noget om, hvordan man healede sine pokémoner efter kamp, og var derfor overbevist om, at manden havde gjort hans Koffing ukampdygtig for noget der ville minde om evigt.
Den fjendtlighed, David havde udvist for manden før deres kamp startede, begyndte langsomt at vise sig i drengen igen. David skød sin underkæbe frem, og stirrede med et vredt, indændt blik på manden. Hvis førnævnte ikke frivilligt ville gøre noget for at hjælpe David og hans stakkels Koffing, skulle David nok selv sørge for, at den fremmede skulle betale for det han havde gjort.
Og som altid ville David få sin vilje, det var han overbevist om.
Der var ikke nogen, som skulle sige ham imod, gym leader eller ej.

Alejandro: Slap af! *Tager sin taske af og tager en potion op*. Prøv at spraye noget af det her på din Koffings sår. *Kaster Potionen til drengen*.